Fredag den 23. november 2007






Kommentage. 9-11 aktivister, der mener, at det var den amerikanske regering, der sprængte World Trade Center i luften, har nu en ægte videnskabsmand på deres side. Han er lektor i kemi ved Københavns Universitet og er kun interesseret i facts.

Ståls smeltepunkt

Af Steven Sampson
NR. 47, 23. - 29. november 2007

Vi var omkring 100 stykker til dette aftenmøde, forrige onsdag, hvor vi skulle høre sandheden om angrebet 11. september 2001. Mødet, afholdt på Blågårdsplads’ »Støberiet«, blev annonceret dels igennem websiden www.agenda911.dk, som samler danske 9/11-aktivister, dels i forbindelse med artikler om »9/11 truth-bevægelsen« i gratisavisen Nyhedsavisen. Her kunne man læse om en dansk forsker, der sår tvivl om, hvorfor tårnene kollapsede den 11. september. Forskeren hedder Niels Harrit og han er lektor i kemi ved Københavns Universitet. Harrit har sagt på TV, at han er sikker på, at det ikke var Osama bin Laden og 19 flykaprere, der udførte terrorhandlingen mod World Trade Center. Ifølge 9/11 truth bevægelsen faldt bygningerne sammen på grund af en »kontrolleret sprængning« indefra, altså en slags bombe. Harrit tøver med at sige, hvem der gjorde det, og også hvorfor det blev gjort, men blandt 9-11-aktivisterne er det krystalklart, hvem skurkene er: en tophemmelig gruppe inden for de amerikanske regeringsorganer skabte katastrofen for at finde påskud til at invadere Afghanistan og så Irak, og så videre. Flykapringerne var bare en del af komplottet. De 3000 ofre i World Trade Center blev enten dræbt af deres egen regering, eller de »let it happen on purpose«. Dette er sandheden ifølge 9/11 truth bevægelsen.



Her ved aftenmødet på Blågårds Plads var der mødt en del lidenskabelige aktivister fra den danske 9/11-komite (www.agenda911.dk,) en del ældre venstrefløjs folk, samt de nysgerrige unge. Ved indgangen kunne man købe kassetter med 9-11-videoer, alle med budskab om den store konspiration, samt sorte T-shirts med teksten »911 truth now«. Vi skulle høre lektor i kemi Niels Harrit, der har gjort sig bemærket med en kronik i Information omkring sammenstyrtningen af World Trade Center, efterfulgt af nogle interviews og cafémøder.

Som den første egentlige videnskabsmand i den danske 9/11-bevægelse, har Niels Harrit dyrket sin specielle interesse: sammenstyrtning af den tredje bygning den 11. september, der faldt hele syv timer efter de to tvillingetårne. Officielt hævdes det, at denne »Bygning syv« styrtede sammen på grund af omfattende skade fra fragmenter fra de faldende tvillingetårne, samt en brand, der varede i syv timer. Harrit bestrider det, der nu kaldes »den officielle konspirationsteori«. Han mener, at Bygning syv ikke kunne være faldet sammen på grund af brand eller skade. Sammenstyrtningen, siger han, blev sat i værk af sprængstof indefra. Harrit indleder sit foredrag med at sige, at han ikke vil bringe politiske udsagn – og vil slet ikke tale om, »hvorfor« bygningen skulle bringes til at styrte sammen, kun »hvordan« bygningen styrtede sammen. Som en ægte forsker, vil han kun påpege fakta/»the facts«. Så her sidder vi, gamle venstrefløjsfolk, USA-skeptikere og unge nysgerrige for at høre Harrit tale om bygningskonstruktion, brandmønstre, ståls smeltepunkt, svovldioxid, sprængstofkemi og eksperimenter med frit fald.



I halvanden time ridser Harrit et tilsyneladende mysterium op: hvordan den 47etagers høje Bygning syv kunne kollapse så hurtigt, selv om den ikke blev ramt af et fly. For 9-11 aktivisterne er Bygning 7s nedstyrtning absolut væsentlig, fordi blandt bygningens mange lejere var flere mistænkelige amerikanske regeringsorganer, bl.a. CIA, FBI, Secret Service, Borgmesterens Beredskabskontor og Finanstilsynet (SEC). Ifølge aktivisterne, brugte disse onde kræfter Bygning 7 til at dirigere sprængningen af de to tårne i World Trade Center, og bagefter sletter de deres spor ved at sprænge også denne bygning i luften. Finder man årsagen til Bygning 7s kollaps, så har man den rygende pistol til hele 9-11-komplottet. Så er skurkene afsløret.

Harrit betegner ikke sig selv som konspirationsteoretiker. Han er videnskabsmand og er derfor forberedt med beviser i form af power point slides, videoer af kollapsende bygninger, optegnelser over frit fald-situationer, billeder af mistænkelige metalfragmenter, og diagrammer med kemiske formler. Disse videnskabelige data er hentet fra andre 9/11 konspiration sites, suppleret med korte citater fra den amerikanske undersøgelseskommissions (NIST) egne rapporter om begivenheden (at den endelige NIST rapport om Bygning 7 endnu ikke er udkommet er bare mere foder til truth bevægelsens teori om Det store Komplot). Harrit fører os frem til de afgørende beviser: mærkelige metal fragmenter der skulle have spor af sprængstof, indikatorer på svovlrester, og spekulationer om, hvordan sprængstoffet thermate kunne have været anvendt til at sprænge bygning 7 i luften. Og så en hel del data om brand og stålkonstruktionernes svækkelse. Med al den autoritet man har som universitetslektor, som videnskabsmand, og i fravær af fagfolk som fx ingeniører eller kemikere, der kan sige ham imod, kan Harrit stille og roligt nå frem til en publikumsvenlig konklusion: Bygning 7 faldt ikke ved egen kraft. Den blev sprængt...



Hvordan gjorde de det, disse onde skurke fra CIA, FBI, den højre-orienterede kabale? Ja dette har Harrit intet bud på. Publikum må bare forestille sig et plausibelt scenario under pausen. Det gør de da også. En ældre herre har medbragt et kassettebånd med Per Stig Møllers radiointerview d. 11. september. Udenrigsministeren var faktisk i Washington den dag, da han skal til møde i Pentagon. Endnu et spor der skal efterforskes.

Efter pausen fortsætter Harrit med teorien om sprængstofferne. Vi lærer mere om thermite og thermate, og hører tilsyneladende afslørende citater fra vidner der hørte eksplosioner. Harrit holder sig til det kemiske og det brandtekniske. Han stiller ikke spørgsmål til hvorfor Bush og kompagni havde brug for at sprænge 3 bygninger i luften for at gå i krig mod Irak eller Afghanistan. Han siger ikke et ord om hvordan skurkene har plantet dette sprængstof, forberedt bygninger til sprængning, lagt kilometervis af kabler, eller hvordan de har opsat sprængladninger i de to 110 etagers tårne og i Bygning 7 uden at blive opdaget, en opgave der må have taget flere uger eller måneder. Harrit nævner heller ikke, hvordan hele denne bygningssprængning operation kunne koordineres med hele 4 flykapringer –0 vel at mærke, hvis der overhovedet var tale om flykapringer. Alle disse spørgsmål overlader lektoren til publikums fri fantasi.



Til sidst er der lidt tid til spørgsmål. Men udover et par opklarende spørgsmål om brandteknik er der ingen kritiske spørgsmål overhovedet. Man kunne forestille sig mange indlysende spørgsmål: hvis de onde i USA som CIA, Secret Service og de politiske høge så gerne vil ødelægge beviser for dette grusomme komplot, var det så ikke meget nemmere bare at fjerne harddiske, makulere evt. papirer, og stille og roligt forlade bygningen? Hvorfor skulle de styre operationen lige foran de to tårne, med risiko for at blev set af hele verdens medier? Hvorfor sætte ild til Bygning 7 om morgenen men vente hele syv timer før de beslutter at sprænge den i luften? Hvorfor organisere en kompliceret flykapring oven i alt det? Var det ikke nok med at sprænge et af tårnene i luften? Eller bare en kapring? Og hvorfor skulle Pentagon også angribes? Men ingen af disse spørgsmål kom til diskussion med kemilektoren. Både han og publikum kan derfor dyrke fantasien.



Efter 2,5 timer er klokken 22 og mødet er hævet. Man har fået kendskab til bygningskonstruktioner og brande i hvert fald. Vi er nu rustet til at gennemtænke hele komplottet, fordi vi nu ved at Bygning 7 ikke kunne være faldet af sig selv. Ved afslutningen viser Harrit en overhead for dem, der vil have yderligere oplysninger om 9-11. De er alle sammen konspirations websider. Der er ingen af de officielle rapporter, og heller ikke en eneste af de mange »debunking« sites, som så grundigt har vist, hvor misvisende, udspekuleret, manipulerende, ulogisk og til dels latterlige de fleste »truthers« såkaldte bevismateriale egentlig er. Ikke et eneste internationalt, kendt tidsskrift har anerkendt teorierne, hvorfor de fleste videnskabsfolk må få deres konspirationsteorier trykt i deres eget pompøse nettidsskrift: Journal of 9/11 Studies.

Kemilektoren fra Københavns Universitet fik entusiastiske klapsalver fra alle i salen. Han er blevet en helt blandt de danske 9-11 aktivister. Niels Harrit har dyrket den anti-amerikanske, anti-Bush stemning i salen, og har fremsat sin junk science i helt sikre omgivelser. Og denne aften handler sagen ikke om facts, men om tro. De 9-11 aktivister er sikre på, at de ikke har fået hele historien om katastrofen. Nu har de viden, oven i købet fra en universitetslektor der ved noget om kemi.

Da et andet forbillede for 9-11 aktivister, professor Steven Jones fra Brigham Young University, fremsatte en lignende teori om tårnenes kollaps, den teori som Harrit også benytter, blev han hurtigt undsagt af sine egne institutkolleger og universitetet tilbød ham en frivillig pensionsordning. Den nu pensionerede Jones blev en af grundlæggerne af foreningen Scholars for 911 Truth and Justice, en gruppe af akademikere der går ind for at vi får »the whole story« om 9/11, men i virkeligheden agiterer for »kontrolleret sprængning« teorien. Foreningen udgiver også Journal of 9/11 Studies. Men faktisk har meget få af Scholars medlemmer en ph.d. grad, og endnu færre en naturvidenskabelig baggrund, eller fastansættelse på et anerkendt universitet. Der er næsten ingen bygningsingeniører eller andre med de specialer, der vil være relevante til at forklare brande eller sprængning. Niels Harrit, der har udtalt i et TV interview, at han er sikker på at bin Laden ikke var medskyldig i 9-11. er også medlem af Scholars for 9/11 Truth and Justice. Vel nok det eneste medlem fra Københavns Universitet.

Man hører hele tiden om, at Københavns Universitet aspirerer mod at blive elite universitet. Efter at have hørt to og en halv times junk science fra en KU lektor, må man tvivle på projektet. Gud bevare Danmark!


Steven Sampson er Ph.D., socialantropolog.

Forstør skriftstørrelse Formindsk skriftstørrelse
 Vis enkelt spalte Vis flere spalter   Udskriv artikel
Gå til forrige side 
Side
 Gå til næste side




© Weekendavisen - Vimmelskaftet 47, 3. sal, DK-1161 København K | Om ophavsret